Julen er hjerternes tid, ch4

4. søndag i advent: Hjemme igen

Takamasa kom sig hurtigt, og Flick – der ellers havde knebet en tåre ved hans opvågnen – begyndte også hurtigt at kommandere med ham igen. Men Takamasa lo bare, og efterhånden lærte Nobu også at smile af deres akavede venskab i stedet for diskret at trække sig tilbage til det tilstødende rum, når de begyndte at skændes, hvilket ikke ligefrem var sjældent.
Nobu forsøgte sig stadig med kortet uden at finde indgangen til dæmonernes rige. Det var næsten, som om der måtte være en forhindring, men han kunne simpelthen ikke begribe, hvad det kunne være. Var dæmonerne måske i stand til at skjule deres spor? Eller var hans evner bare ikke stærke nok til den opgave? Det gik ham på, og det fortalte han efter noget tids overvejelse til Takamasa.
"Bare tro lidt mere på dig selv," erklærede nissen og nulrede hans hår, "så skal det nok komme."
Nobu sukkede. Det var da dejligt, at hans nyfundne kæreste (det var stadig mærkeligt at kalde ham det) havde så stor tiltro til ham, men det hjalp ham bare ikke rigtig videre. Og hvad nu, hvis Nobu endte med ikke at leve op til deres forventninger? Hvad skulle de så gøre? Kunne de stadig redde julen og Julemanden fra dæmonernes hærgen? Det kunne godt være, at Kerin var forsvundet, men hvor lang tid mon der ville gå, før den næste slog til?
Kerin … Nobu havde haft spurgt Takamasa ud om hende efter de ting, han havde set af nissens baggrund. Dette havde fået den anden mand til at le højt, særligt da Nobu ville vide, hvorvidt hun havde været Takamasas daværende kæreste.
"Jeg er til mænd, sagde jeg jo," fik nissen frem, mens han forsøgte at stoppe sin latter. "Der var aldrig noget mellem os, andet end venskab. Hvis du absolut skal vide det, så syntes jeg bedre om en af de andre i bilen."
Lettere rød i hovedet svarede Nobu ikke og vendte sig blot tilbage mod kortet. Det havde været dagen efter angrebet. Nu var det fjerde søndag i advent. Med et suk opgav Nobu for nu at trætte øjnene mere ved at stirre på kortet og rejste sig. Han trængte i den grad til at strække benene, så han besluttede sig for at gå ind i det tilstødende rum, hvor gavemaskinen stod i al sin pragt og ikke gav en lyd fra sig. I starten havde han undret sig over, hvordan det kunne være at den stod stille, når nu Juleaften nærmede sig med hastige skridt, men Flick havde forklaret, at den ikke kunne køre uden Julemandens magi til at sætte den i gang. Hvordan han gjorde det, vidste nisserne ikke noget om. Så siden Claus var blevet kidnappet, var gaveproduktionen ikke kommet videre. Hvilket bestemt ikke var godt, for de manglede stadig meget. Ydermere ville det alligevel være umuligt at dele gaverne ud uden Julemanden, selv hvis de skulle kunne starte maskinen, for han var den eneste, der kunne flyve kanen. I det hele taget var det et stort problem, at han var væk, og nisserne savnede også at have ham hjemme. Deres chef var højtelsket, særligt for sit gode humør og altid gavmilde sind. Hver eneste jul delte han småkager og andre godter med sine medarbejdere efter fyraften på Juleaftens nat, når han kom tilbage fra sin jordomrejse.
Nobu satte sig på kanten af samlebåndet og kastede et blik på kontrolpanelet. Det virkede kompliceret, med utallige knapper. Gad vide, hvilke der egentlig skulle bruges til hvad? Nu ingen af dem var til at starte maskinen. Mon nisserne regulerede, hvornår der blev lavet dukker, og hvornår der blev lavet biler, og så videre? Eller var det der bare for syns skyld og så styrede Julemanden det meste med sin magi? Det var da utroligt, så nyttige de magiske kræfter lod til at være. Personligt havde han ellers troet, at det kun var sådan i film, og at hvis magi endelig skulle eksistere i virkeligheden, så ville den være meget begrænset. Åbenbart havde han taget grusomt fejl på det punkt.
Han kunne heller ikke lade være med at smile lidt over, at instrumentbrættet havde den klassiske store røde knap i midten, hvor der var et eller andet mærkeligt tegn på. Et stykke tid legede han med tanken om at trykke på den, bare for at forsøge sig. Der kunne jo ikke ske noget, så længe maskinen alligevel var slukket, vel? Og det var da en sjov ting, når han nu havde set sådan en knap i så mange tegnefilm, dengang han var lille. Til sidst besluttede han sig for, at det da umuligt kunne skade, og placerede fingeren på den.
Et øjeblik troede han, at der intet skete, præcis som han havde forventet. Men pludselig gav maskinen en lyd fra sig og samlebåndet begyndte at bevæge sig. Overrasket hoppede Nobu hurtigt ned og stirrede på det. Åh nej, havde han nu gjort noget dumt? Skulle han måske bare have holdt sig fra knappen trods alt? Han gav sig selv et mentalt slag og overvejede seriøst at forsøge nogle af de andre knapper for at rette op på hvad han end havde fået sat i gang, inden nisserne opdagede det.
Tanken nåede dog ikke at blive til handling, for i det samme begyndte tragten i den ene ende af maskinen at spytte pakker ud. Snart efter kom adskillige ting kørende hen af det sorte bånd, for at blive pakket ind og få gavebånd på og blive gjort klar til udsending. Nobu stirrede bare målløst på scenariet foran sig. Hvordan?
Tilkaldt af den pludselige larm fra gavemaskinen kom Flick i det samme løbende ind, blot for et øjeblik efter at stoppe op og stirre lige så lamslået som Nobu på samlebåndet, der nu kørte på fulde drøn.
"Ved den store snenisse!" fik han frem. "Hvad gjorde du, knægt? Den kører jo!"
"Jeg… Jeg trykkede bare på den røde knap," mumlede Nobu, stadig for forbløffet til at sætte mange fornuftige sætninger sammen.
"Det var som… Ja, nu kan der da slet ikke være nogen tvivl endda. Du har i den grad arvet din fars kræfter. Ikke at det ikke allerede var ganske tydeligt." Nissen nikkede anerkendende. "Men tak skal du have. Nu kan vi måske få noget arbejde for hånden, så alt er klart til når chefen kommer tilbage."
Ganske tilfreds med dette gik Flick ind for at hente de andre arbejdsnisser, mens Nobu trak sig tilbage til sit værelse med en hovedrysten. Det var for meget. Tænk at det hele tiden havde været så simpelt. Hvorfor havde han ikke bare set på de knapper noget før? Med et lille smil satte han sig igen foran kortet, frisk på at gøre endnu et forsøg på at finde ud af, hvor Julemanden befandt sig.
Han fik dog ikke lov til at sidde der længe, før Takamasa kom ind med et glas te og en klementin.
"Grib," sagde han og kastede frugten til Nobu, der instinktivt greb ud efter den og derefter begyndte at skrælle den.
"Jeg har tænkt over en ting," erklærede nissen.
"Ja?" Nobu kunne tydeligt se, at han havde mere at sige.
"Måske er det på tide, at du tager hjem."
Nobu stivnede og stirrede på ham. Hvor kom det nu fra? Var Takamasa blevet træt af at have ham heroppe, nu det ikke kunne lykkes med kortet, så nu skulle han sendes tilbage til byen, eller hvad skete der?
"Hvorfor?" spurgte Nobu langsomt.
"Har du ikke lyst til at se din mor igen? Desuden virker det som om du godt kunne trænge til et lille afbræk fra arbejdet. Vi har jo fået dig til at slide med det kort dag ud og dag ind. En pause ville sikkert gøre dig godt. Hvem ved, det kan jo være, at når du så kommer tilbage, går det hele i orden. Hvad siger du? Jeg tager selvfølgelig med," tilføjede Takamasa. "Mig slipper du ikke for så let. Og dæmonerne er stadig derude, selvom vi ikke har set noget til dem den sidste uges tid. Du kan ikke undvære mig."
"Så det tror du?" Nobu skar ansigt. "Hvem var det måske lige der besvimede sidst, hvad? Der skulle reddes? Det er DIG, der ikke kan undvære MIG."
"Det indrømmer jeg gerne," erklærede Takamasa og lo over den rødme, der blussede frem i Nobus kinder. "Nå, hvad bliver det til? Skal vi aflægge Michiko et besøg? Der er ikke meget mere, du kan gøre her lige nu, og jeg vil gerne slippe for de ting, Flick sikkert vil sætte mig til, nu du har fået startet gavemaskinen."
"Jeg vidste, der måtte ligge noget bag din pludselige betænksomhed," svarede Nobu med et suk. "Men jo. Lad os tage af sted."
Tanken om at se sin mor igen var faktisk utroligt tiltrækkende. Det var først nu, han begyndte at indse, at han savnede hende. Også selvom hun kunne være noget så forfærdelig at høre på i december, med alle de mange julesange, gaveidéer, indkøb og hvad der nu ellers hørte måneden til. Det ville blive rart at være hjemme igen.
"Jeg giver Flick besked. Gør dig klar i mellemtiden," sagde Takamasa og forlod rummet. Nobu så efter ham med et lille smil. Han var ikke sikker på, at Flick ville blive glad for nyheden, når den kom fra Takamasa, men det var der ikke noget at gøre ved, for sådan var det jo altid mellem dem. Tanken fik ham til at le en smule.

Michiko omfavnede Nobu med tårer i øjnene, da hun åbnede døren og fandt ham og Takamasa stående udenfor.
"Min lille skat! Jeg var helt bange for, at du ikke ville nå hjem til jul! Kom indenfor i varmen. Har du nu husket at tage tykt tøj på i den tid, du var på Grønland?"
Nobu sukkede let og forsikrede hende om, at det havde han, og at hun altså ikke behøvede bekymre sig om den slags, for han var trods alt ikke et barn længere. Takamasa lod dem være alene efter at have erklæret, at han ville holde sig i nærheden, så hvis der skete noget uventet, skulle de bare kalde. Nobu var glad for at få lov bare at være sammen med sin mor. Selvfølgelig elskede han også Takamasas selskab, men lige nu trængte han bare til den fred og ro, han kun kunne finde hjemme.
Michiko lavede varm te, den helt specielle krydderiblanding hun brugte hvert eneste år omkring juletid. Duften fik Nobu til at føle sig utrolig afslappet. Han lænede sig tilbage i sofaen med kruset i den ene hånd og en af sin mors hjemmebagte småkager i den anden. Det var ægte julehygge. Han huskede, hvordan de plejede at sidde sammen og se "Alene Hjemme" og årets julekalendere. Nej, han hadede bestemt ikke julen. Hvordan kunne han nogensinde have tøvet ved det spørgsmål? Når højtiden jo mest af alt handlede om at hygge sig i familiens skød, som en eller anden filosof vist nok noget så fint havde sagt engang for længe siden.
"Nå, må jeg så høre, skat," begyndte hans mor. "Hvordan var Grønland? Er der ikke smukt?"
"Jo," måtte Nobu indrømme. "Men også utrolig koldt."
Og så fortalte han hende om alt det, der var sket, lige med undtagelse af ham og Takamasa. Det kunne altid blive nævnt senere. Lige nu orkede han ikke at tale det igennem med hende. I stedet holdt han sig til værkstedet, magien, dæmonerne og hvordan det lod til, at alle nisserne virkelig holdt meget af deres chef.
"Du virker som om det går dig på," bemærkede Michiko stille. "Vil du tale om det?"
Nobu skar ansigt. Hvorfor kunne hun altid se lige igennem ham? Han drejede langsomt tekoppen i sine hænder, mens hans tænkte over, hvordan han kunne forklare det han følte.
"Mor," sagde han til sidst stille, "har du aldrig været vred på far? Jeg mener, han har jo aldrig været her for os, og du har måttet opdrage mig alene og alt det. Bebrejder du ham slet ikke?"
Michiko var tavs lidt, og han kunne se, at hun overvejede hans spørgsmål. Til sidst rystede hun på hovedet med det lille smil, hun ind i mellem havde.
"Nej. Nobu, jeg burde nok have talt med dig om det her for længe siden, men jeg var bange for, at du ikke ville tro på mig, hvis jeg sagde, at din far var Julemanden. Du troede jo knap nok på det, da Takamasa først dukkede op her, har jeg ikke ret?" Hans tavshed var svar nok, så hun fortsatte. "Ser du, jeg vidste det egentlig hele tiden. Hvordan tingene ville blive, mener jeg. Ham, jeg elsker, er trods alt også en uundværlig person for så mange andre i hele verden, så hvordan skulle han have tid til at opbygge et ægteskab med mig? Jeg forstår det. Og jeg accepterede det faktum for længe siden. Derfor er jeg ikke vred eller bitter. Trods alt var det mit eget valg at føde hans barn. Desuden kigger han faktisk forbi nu og da."
"Hvad?" Nobu så overrasket på hende. "Men jeg har da aldrig…"
"Mødt ham? Nej." Hendes blik blev varmt. "Det var vores fælles beslutning. Han var bange for, hvordan du ville reagere, efterhånden som du blev ældre. Om du overhovedet ville have noget at gøre med ham. Og dengang du var lille… var det mig, der bekymrede mig. Jeg var bange for, at det at have en far, som kun havde tid til at komme forbi meget sjældent, ville få dig til at tvivle på hans kærlighed. Du er sådan et følsomt barn, det har du altid været, og jeg ville ikke have, at du endte med at bebrejde dig selv, at hans besøg ikke var oftere. Og kan du ærligt sige, at du ikke ville have gjort netop det?"
Igen kunne hun læse svaret i hans ansigt.
"Så derfor, Nobu. Jeg beklager at have holdt det hemmeligt for dig så længe, men jeg gjorde, hvad jeg mente var bedst for alle parter. Det har ikke altid været let. Undskyld, min skat."
Det varede noget, inden hendes søn havde nok styr på sine tanker til at kunne sige noget.
"Han var… bange for min reaktion? Hvorfor?"
"Fordi din far elsker dig." Hun strøg en hårtot væk fra hans ansigt. "Han ønskede ikke, at du skulle hade ham. Det ville have gjort mere ondt på ham end at holde sig væk. Du må ikke være vred på ham. Han gjorde det også af bedste mening."
"Jeg er heller ikke vred," indså Nobu. "Ikke efter alt det, jeg har hørt om ham nu. Det var noget andet i begyndelsen. Jeg syntes, han svigtede os. Men nu… nu er det anderledes. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg vil reagere, når jeg møder ham. Hvad bør jeg gøre? Kramme ham? Kalde ham far? Det kan jeg ikke! Ikke allerede, ikke når jeg aldrig har troet, at han var der. Lyder det dumt?"
"Selvfølgelig gør det ikke det. Enhver ville føle sådan. Mit bedste råd er, at vi tager det et skridt af gangen. Hvis du ikke har lyst til at kramme ham, hvis du synes det er akavet til at starte med, så er det også helt i orden bare at give ham hånden. Det tager tid at bygge et forhold op. Jeg er sikker på, at Claus også forstår det." Hun lagde en arm om sin søn og gav hans skulder et klem. "Jeg er her for dig, Nobu. Uanset hvor stor du bliver, skal du aldrig takle alting alene. Du er stadig min lille dreng, og jeg vil altid være klar til at lytte til enhver af dine tvivl og enhver af dine glæder. Intet af det vil ændre sig, selvom din far kommer ind i dit liv også. Så tal med mig. Okay?"
"Tak, mor." Hendes ord fik ham til at føle det, som om en stor byrde blev fjernet fra hans skuldre. Måske havde hun ret. Måske ville det slet ikke blive så slemt alligevel at møde sin far. Nobu havde hele tiden troet, at det ville betyde en kæmpe omvæltning i hans liv, men det behøvede det jo ikke at være, og bestemt ikke på en negativ måde.
Langsomt gik det op for ham, at han ikke havde haft lyst til at møde sin far før nu, og en tanke slog ham. Hvad hvis det, der forhindrede ham i at finde indgangen til dæmonernes rige, slet ikke var dæmonernes værk? Hvad hvis det i virkeligheden havde været hans egne komplicerede følelser, som havde stoppet ham uden han vidste det?
Det var i hvert fald et forsøg værd.
Michiko havde rejst sig for at lave noget mere te, og hun undrede sig, da Nobu pludselig sprang op fra sofaen og styrtede over mod trappen.
"Hvad..?"
"Jeg kommer om et øjeblik," svarede han blot og fortsatte i retning af sit værelse. Her hev han bøgerne ud af reolen, indtil han fandt det, han ledte efter, nemlig det atlas han engang havde 'glemt' at aflevere tilbage til skolen. Ikke at han havde brugt det meget siden, men nu var han glad for, at han havde det. Uden at tøve et øjeblik længere lukkede Nobu øjnene fast i og koncentrerede sig endnu engang om at finde indgangen. Et lys i mørket. Et mørke i lyset. Han mærkede knap nok, at hans hænder bladrede bogens sider igennem, til han fandt, hvad han ledte efter. Og idet han slog øjnene op, kunne han ikke andet end at stirre på det kort, han var kommet frem til.
Det var ikke i selve atlasset. I stedet holdt han foran sig kortet over byen, som han engang havde stoppet ind midt i det. En lille plet på det lyste op med hans magi, og han sank noget, da han læste navnet på det grønne område. Det var parken lige i nærheden.
Der var ikke mere tid at spilde. Juleaften var lige om hjørnet. Efter at have stoppet et par ting i sin rygsæk, løb Nobu nedenunder og hev sin jakke på. Michiko kom ud i gangen og skulle til at spørge ham om, hvad der dog hastede sådan, men hendes søn kom hende i forkøbet.
"Få fat i Takamasa," anmodede han. "Sig til ham, at det, vi har ledt efter, er i parken. Den hvor jeg første gang brugte min magi. Og vær sød at fortælle ham, at jeg går i forvejen. Jeg kan ikke vente på ham, ikke når jeg endelig kan gøre noget."
Før hans mor kunne nå at svare, var han ude af døren og på vej mod sit mål i et hastigt tempo.
Parken var mørk og lå øde hen. Nobu kravlede over hegnet, for derefter at fortsætte hen af den nærmeste sti, mens han skannede området omkring sig for ethvert tegn på, at dæmonerne havde besluttet sig for at dukke op igen, som de havde gjort den første aften. Der var intet at se. Han åndede lettet op. Så ville han i det mindste ikke blive afbrudt. Indgangen skulle være her i parken, men havde Takamasa ikke sagt, at kun en med Julemandens magi ville være i stand til at åbne den? Altså måtte han gøre et forsøg. Nu var han efterhånden også ved at have vænnet sig til sine kræfters eksistens.
Efter en dyb indånding lukkede Nobu øjnene og koncentrerede sig endnu en gang. Hvordan åbnede man en portal til en anden verden? Var det ligesom at åbne en dør? Han så for sig, hvordan et håndtag formede sig, kunne næsten føle det i sin hånd. Lyden af en dør, der knirkede, når den gik op, fordi dens hængsler ikke var blevet smurt længe. Hvordan den var tung og bandt en smule, så man måtte lægge kræfterne i. Den glade følelse af at have banet vejen til det sted, man gerne ville ind. Han åbnede øjnene igen.
Et triumferende smil bredte sig på hans ansigt. Det var lykkedes. Foran ham var en stor, sort kugle, der lyste med et mærkeligt skær i mørket. Dæmonernes rige måtte være gennem den. Han ville holde den åben for Takamasa – i sit indre genkaldte han sig følelsen af den krog, man kunne sætte på for at forhindre nogle døre i at smække i efter sig – men ikke vente. Nu skulle de sortøjede væsner få at se, at det var dumt at lægge sig ud med kvarterets bedste gadekæmper! Uden yderligere tøven trådte han ind i mørket.
Han nåede knap at placere foden i den sorte cirkel, før han ikke længere befandt sig i parken. Landskabet omkring ham var dystert og gråt, som om solen aldrig skinnede her. Det gjorde den sikkert heller ikke, ved nærmere eftertanke. Jorden var gold og brunlig, træerne visne, og himlen syntes evigt grå og overskyet. Nobu gøs. Tænk at bo sådan et sted. Så forstod han bedre, at dæmonerne var misundelige på menneskenes glæde og ville hævne sig på dem. Vagtsomt bevægede Nobu sig fremad ad den mørke grusvej. Hvor mon den førte hen? Og hvor skulle han i det hele taget lede efter sin far? Han anede absolut intet om den her verden. Var det alligevel bedre at vente på Takamasa? Nissen kunne heller ikke være så langt bagude igen, kunne han?
Opslugt af sine tanker bemærkede Nobu ikke den skygge, der nærmede sig bagfra. Et øjeblik efter blev alt sort.

Takamasa var langt fra i godt humør, da han løb mod parken så hurtigt, han kunne. Hvorfor skulle Nobu også være så dum at tro, at han kunne klare at tage til dæmonernes verden alene? Knægten havde aldrig været der og anede derfor ikke, at deres fjender var langt stærkere på hjemmebane. Selv ikke julemagien ville hjælpe meget der, medmindre man vidste præcist, hvordan man skulle bekæmpe dem. Alene kunne Nobu umuligt udrette noget, og hvad værre var at han sikkert ville rode sig alvorligt ind i problemer, måske endda selv blive taget til fange af dæmonernes nuværende hersker. For sådan en var der uden tvivl. Det virkede som om, at der altid var en eller anden blandt de væsner, som voksede sig stærkere end de andre og ledte korstoget mod alt, der havde med glæde at gøre, særligt omkring jul. Så hvorfor, HVORFOR skulle drengen også være så pokkers dumdristig og selvsikker?!
"Er den park langt herfra?" lød det fra Flick, der kæmpede for at holde trit med Takamasa. Overnissen havde tidligere på dagen fundet et skrift blandt Julemandens bøger, der fortalte nærmere om dæmonriget, og var straks efter taget af sted med fly for at give det til Nobu og Takamasa. Han var ankommet godt en halv time før Michiko havde opsøgt dem og videregivet Nobus besked og var nu fast besluttet på at tage med sin kollega, for (som han havde bedyret højlydt) det var jo også hans pligt at passe på chefens søn. Egentlig havde Takamasa for en gangs skyld ikke noget imod hans selskab. Jo flere, jo bedre når det gjaldt om at bekæmpe dæmonerne.
De nåede parken, og Takamasa forcerede hegnet med lethed. Det tog Flick et stykke tid længere på grund af hans noget beskedne højde, men da han endelig var kommet over, fandt han Takamasa, der stod foran portalen på en græsplæne.
"Nobu må have åbnet den for os," sagde den sorthårede nisse. "Så er han allerede taget derind. For pokker! Er en smule tålmodighed for meget at bede om?!"
"Jamen, hvad venter vi så på? Lad os komme efter ham." Overnissens ansigt var grumt. "Og hvis de dæmoner prøver på noget, så kan de vente sig. Jeg har ikke tænkt mig at vise nåde over for dem, der har bortført vores chef og sat hele juleproduktionen bagud."
Takamasa hævede et øjenbryn over Flicks bemærkning, men valgte for en gangs skyld ikke at komme med et drævende svar. For trods alt havde hans kollega ret. De burde ikke blive stående her et øjeblik længere, men i stedet se at komme af sted. Jo før de fandt Nobu, jo bedre. Forberedt på alt trådte Takamasa gennem portalen og havnede i det grå landskab, som han huskede fra dengang, hvor han selv havde været på vej ned i mørket. Han havde set stedet i glimt, og han havde også en god fornemmelse af, hvor Claus kunne være holdt fanget henne. Hvis nu Nobu også var taget i den retning, ville det være perfekt.
Flick dukkede op ved hans side.
"Hvilken vej?" spurgte Overnissen.
"Denne," svarede Takamasa og begyndte at gå. Flick fulgte efter med et sammenbidt ansigtsudtryk.
Der var ingen at se på vejen og alligevel havde Takamasa en dårlig fornemmelse. Var her ikke næsten FOR stille? Som han huskede det, plejede der at være mange omkring grusstierne, men måske det blot havde været fordi de dengang havde kunnet fornemme, at han var på vej ned til dem? Han var ikke sikker.
Noget længere fremme fik ham til at bide sig i læben og sætte farten op. Han havde ret. Det var Nobus taske; Takamasa genkendte den som den samme, han havde haft med til Grønland. Fordømt. Dæmonerne var kommet dem i forkøbet. Nu var det ikke kun Claus, der skulle befries, men også hans søn. Det skulle fjenderne få betalt. Takamasa sydede indvendigt. Når først han fik fingre i dæmonernes nuværende hersker, ville han kværke denne noget så grusomt og få vedkommende til at forstå, at her var en nisse, som man bestemt ikke burde lægge sig ud med.